Bedre sundhed

Trivsel og et værdigt liv for alle Sundhedsvæsenet skal være et sikkerhedsnet for alle. Når helbredet svigter, skal nettet gribe os alle uanset uddannelse og indkomst. Højrefløjens partier er villige til at indføre brugerbetaling ved lægebesøg. Den går i USA, men ikke i det Danmark, jeg ønsker.


 

Jeg vil ikke begrænse vejen til bedre sundhed. Jeg vil gøre den lettere.

Flemming Møller Mortensen, Socialdemokraternes sundhedsordfører

 

Socialdemokraterne vil fremover sikre hjælp til patienter med kræft og kroniske sygdomme som fx sukkersyge, gigt og lunge- og hjertelidelser. Dette for at de kan leve et så normalt liv som overhovedet muligt. Det gælder også for de psykisk syge, hvis forhold vi er i fuld gang med at forbedre, men hvor vi endnu ikke er i mål. Vi vil satse endnu mere på forebyggelse, faglighed og værdighed. Og jeg vil bekæmpe den lægemangel, som især vi nordjyder kan mærke i hverdagen.

 

Vi lærte meget i nullerne om, hvad de borgerlige partier kan – og vil – når de er i regeringen. Og de vil IKKE det stærke fællesskab. De vil ikke et stærkt og robust offentligt sundhedsvæsen. De vil, at der skal være forskel på rig og fattig i Danmark. Under den blå regering blev privathospitalerne forgyldt på bekostning af det offentlige sundhedsvæsen. Og den linje vil Venstre fortsætte, hvis de kommer i regering igen.

 

Det er ikke socialdemokratisk politik - og det bliver det aldrig! Vi vil kæmpe for lige adgang til sundhed for alle danskere, uanset pengepung.